Vedtægter
for
Grundejerforeningen Venø Bugt
i
Handbjerg.
Udarbejdet af Advokatkontoret, Nørre Snede.
Godkendt af byrådet i Vinderup den 2. marts 1978
Vedtaget på stiftende generalforsamling d. 16. sept. 1978
Revideret marts 1993
Godkendt af kommunalbestyrelsen i Vinderup d. 15/9 – 1993
Vedtægter
For
Grundejerforeningen Venø Bugt
§ 1.
Navn:
Foreningens navn er Grundejerforeningen Venø Bugt, og foreningens hjemsted er Holstebro Kommune.
§ 2.
Medlemmer:
Alle nuværende og fremtidige ejere af parceller udstykket fra matr. Nr. 1 ao, 8-a 8-b og 8-d Handbjerg Hovedgård, Handbjerg Sogn, har ret og pligt til at være medlemmer af grundejerforeningen.
Også ejere af omliggende parceller kan optages efter byrådets bestemmelse, bl.a. således som dette fremgår af deklarationen lyst den 19. juni 1969 på matr. Nr. 1-z Handbjerg Hovedgård, Handbjerg Sogn, Vinderup Kommune, med flere matrikelnumre.
Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede parceller, bortfalder medlemsretten og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel af foreningens formue.
Medlemspligten indtræder samtidig med erhvervelsen, og meddelelse om ejendommens overdragelse, og dermed følgende udtræden for sælger og indtræden for køber, skal senest 14 dage efter handelens indgåelse fremsendes til Bestyrelsen.
Et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælger er i kontingentrestance, er pligtig at udrede det skyldige beløb og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.
§ 3.
Formål:
Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes interesser, herunder navnlig at forestå de ved deklaration tinglyst i forbindelse med udstykningen fastlagte opgaver med hensyn til vedligeholdelse af fællesveje og –stier, fællesarealer og parkeringspladser og forlods at afholde alle omkostninger dermed, hvorved bemærkes, at grundejerforeningen er pligtig at tage skøde på disse arealer. Endvidere skal foreningen påse, at bestemmelserne i ovennævnte deklaration overholdes.
Overfor ”Handbjerg Kystbeskyttelseslag” kan Grundejerforeningen varetage medlemmernes interesser på særlige områder, dog uden at det på nogen måde berører det enkelte medlems egne rettigheder eller forpligtelser overfor Laget.
Foreningen kan ved beslutning af generalforsamlingen uden ændring af nærværende vedtægter tilsluttes eventuelle sammenslutninger af grundejerforeninger eller ejerlaug eller en hovedorganisation for sådanne.
§ 4.
Hæftelse:
Foreningens medlemmer hæfter i forhold tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser.
I forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer
§ 5.
General forsamling:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i juni måned.
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling sker ved brev til hvert enkelt med- Lem med mindst 14 dages varsel, bilagt det reviderede regnskab for foreningen, dagsorden m.v.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af foreningen
Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen
Dirigenten afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandling og afstemning
§ 6.
Dagsorden:
For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af kontingent
5. forslag fra medlemmerne til bestyrelsen
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
8. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
9. Eventuelt
Forslag fra medlemmerne eller forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på
ordinære generalforsamlinger, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen og være denne i hænde senest 1. maj.
§ 7.
Ekstraordinær generalfors :
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen finder det formålstjenlig, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer med angivelse af dagsorden indgiver skriftlig begæring til bestyrelsen herom
Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske fra medlemmerne, er bestyrelsen pligtig til senest 14 dage efter begæringens modtagelse at udsende indkaldelse til medlemmerne.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske ved brev med mindst 14 dages varsel med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.
§ 8.
På generalforsamlinger vedtages forslagene med simpelt stemmeflertal. Til vedtagelse af beslutninger om vedtægtsændringer og af beslutninger, der er økonomisk byrdefulde for medlemmerne, kræves dog, at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Ved beslutning om vedtægtsændringer kræves endvidere, at over halvdelen af foreningens medlemmer er til stede eller repræsenterede ved fuldmagt.
Er ikke et tilstrækkeligt antal medlemmer repræsenteret, indkaldes med 7 dages varsel til en ny generalforsamling senest 15 dage efter. Hvis 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, uanset de mødendes antal.
§ 9.
Stemmeret:
På grundejerforeningens generalforsamling og møder har hver parcel 1 stemme.
Et medlem kan repræsentere et andet medlem ved skriftlig fuldmagt. Endvidere kan ægtefæller gensidigt repræsentere hinanden.
Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end 1 fuldmagt.
Stemmeafgivningen er ikke skriftlig, med mindre dette bestemmes ved almindelig stemmeflertal eller dirigenten.
Både stemmeret og valgbarhed fortabes, såfremt en restance til foreningen ikke er indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling.
§ 10.
Bestyrelse:
Grundejerforeningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på 5 medlemmer.
Bestyrelsen vælges for 2 år af gangen, dog må formanden og kasserer ikke gå samme år. 2 fra bestyrelsen er på valg i lige år og 3 bestyrelsesmedlemmer på ulige år.
Suppleanterne vælges for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær.
Sekretæren fører en forhandlingsprotokol over general forsamling og bestyrelsesmøder, og protokollen underskrives af de tilstedeværende medlemmer af bestyrelsen.
Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen at antage lønnet medhjælp i sagen, hvor det skønnes nødvendigt, for eksempel assistance fra revisor, advokat og landinspektør.
Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer udenfor bestyrelsen, idet formanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem. Et sådant udvalg har ikke besluttende myndighed.
Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må hvis blot et medlem kræver det, udgå af bestyrelsen, og suppleanten for ham indtræder i hans sted.
Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens beslutning påføre foreningen gældsforpligtelse.
§ 11.
Bestyrelses møde:
Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, som forholdene gør det nødvendigt.
Formanden og hvert bestyrelsesmedlem kan sammenkalde bestyrelsen
Sammenkaldelsen bør finde sted med mindst 3 dages varsel, men i påtrængende tilfælde kan formanden sammenkalde med kortere varsel.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer er til stede.
Beslutninger tages ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 12.
Tegnings berettigelse:
Foreningen tegnes i alle anliggender af 2 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf et skal være formand eller kasserer. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.
Beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 13.
Revision:
Generalforsamlingen vælger 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Revisor gennemgår kritisk regnskab og bilag og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede.
Revisor har ret og pligt til uanmeldt revision.
§ 14.
Regnskab:
Forenings regnskab er kalenderåret.
Regnskabet skal tilstilles revisor senest 1. februar og skal af denne være revideret så betids, at regnskab med revisionspåtegning kan udsendes til medlemmerne og Byrådet samtidig med indkaldelse til generalforsamling.
§ 15.
Aktiver:
Grundejerforenings midler hensættes på konto i bank eller sparekasse, hvorfra beløb kan hæves af kassereren.
Det kontante beløb må ikke overstige 1.000 kr.
Kassereren fører kassebog og medlemsfortegnelse.
§ 16.
Kontingent:
Kontingentet fastsættes for det kommende regnskabsår af generalforsamlingen på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget.
Kontingentet opkræves over ejendomsskattens 1. rate af Holstebro Kommune.
Der betales kontingent for hver parcel, et medlem ejer.
Inddrivelse af restancer sker ved Holstebro Kommunes inddrivelse af ejendomsskatterestancer.
Ved ejerskifte skal den nye ejer betale et gebyr fastsat af generalforsamlingen.
Afgår et medlem ved døden, indtræder arvingerne som medlem uden gebyr. Nye medlemmer, der tilkommer ved udvidelse af forenings område betaler et indskud fastsat af generalforsamlingen. I øvrigt skal hver parcel lige store bidrag til de fælles goder uanset deres ejendoms areal og beliggenhed.
§ 17.
Opløsning:
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller halvdelen af forenings medlemmer og kan kun vedtages efter de om vedtægtsændringer gældende regler.
Endvidere skal opløsning godkendes af Holstebro Byråd.
En eventuel formue anvendes til formål, der kan godkendes af Holstebro Byråd, efter indstilling fra generalforsamlingen.
§ 18.
Fusionering:
Tilslutning fra andre foreninger eller lav i henhold til § 3 kan udvikles til en fusion af de involverede foreninger.
Dette kan ske efter reglerne for opløsning ifølge § 17.
§ 19.
Tvivls spørgsmål:
Fremkommer der spørgsmål, hvorom disse vedtægter intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling.
I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.